Udsendelse af europæiske medarbejdere til Guatemala, og hvad de 90 dage reelt betyder

Alt, hvad der er skrevet på engelsk om CA-4-perioden på 90 dage, er skrevet til rejsende. Blogs, fora, backpackerguider. Intet handler om en virksomhed, der udstationerer en landechef eller roterer et kommercielt team gennem fire markeder, og det faktum, der betyder mest for den virksomhed, ligger begravet i rejserådene.

De 90 dage er regionale, ikke nationale

CA-4 er en grænsekontrolordning mellem Guatemala, El Salvador, Honduras og Nicaragua. For en besøgende betyder den, at den opholdsperiode, der gives ved første indrejse, løber på tværs af alle fire lande. At krydse fra Guatemala ind i Honduras starter ikke en ny periode. Uret tikker videre.

Canadas regerings rejseråd siger det ligeud, og Storbritanniens siger det samme: perioden starter, når du rejser ind i et af de fire lande, og den starter ikke forfra, når du krydser mellem dem. Immigrationskontrolposter findes stadig og skal passeres; det, der ikke sker, er en ny indrejsetilladelse.

For et kommercielt team er det hele pointen. En landechef med base i Guatemala City, der tilbringer en uge om måneden i San Salvador og Tegucigalpa, opbygger ikke tre separate kvoter. De bruger af én, og de når enden af den betydeligt hurtigere, end en kalender baseret på perioder pr. land ville antyde.

To praktiske konsekvenser. Følg den regionale periode i stedet for indrejsestemplerne. Og bemærk, at den længde, der faktisk gives, er op til betjentens skøn ved det første indrejsested, så den er ikke automatisk maksimum.

For statsborgere i de fire lande fungerer ordningen anderledes og mere generøst: den tillader rejser mellem dem på et nationalt identitetskort i stedet for et pas, og derfor er en lokalt ansat regional sælger operationelt langt enklere end en europæisk.

At besøge er ikke at arbejde

Den anden sondring, og den, der skaber reel eksponering. Et forretningsbesøg er møder, forhandlinger, deltagelse i en messe, besøg hos en kunde. At udføre arbejde i Guatemala er noget andet, og det kræver tilladelse.

Associeringsaftalen mellem EU og Mellemamerika indeholder forpligtelser om personers bevægelighed, som er mere anvendelige end de generelle besøgsregler. Dens bestemmelser dækker forretningsrejsende, med en defineret periode inden for enhver tolvmånedersperiode, og koncerninternt udstationerede, som kan blive betydeligt længere. Udstationerer du nogen fra et europæisk koncernselskab til et guatemalansk selskab i koncernen, er ruten for koncerninternt udstationerede den, du skal se på først, og den bliver rutinemæssigt overset, fordi den står i en handelsaftale i stedet for i immigrationsvejledninger.

Arbejdstilladelser for udenlandske ansatte administreres af arbejdsministeriet, MINTRAB, under den gældende regeringsaftale. Få tilladelsen, før personen starter, ikke efter, for at lovliggøre bagefter er langsommere end at gøre det i den rigtige rækkefølge.

Kvoten, der gælder, når du har et selskab

WTO's sekretariat registrerer reglen i paragraf 2.41 i sin gennemgang fra oktober 2025: 90 procent af medarbejderne, eksklusive ledende medarbejdere, skal være guatemalanske, og de skal modtage mindst 85 procent af de lønninger, virksomheden betaler, medmindre en anden kvote er fastsat ved lov, eller der ikke er lokale medarbejdere til rådighed.

Undtagelsen for ledende medarbejdere er den del, der ændrer planlægningen, og den er udeladt af de fleste sammendrag. Den betyder, at en europæisk landechef og en europæisk økonomidirektør står uden for testen på antal ansatte, og det gør kvoten betydeligt lettere at opfylde, end de rene procenter antyder. Løntesten er den, du skal regne på, for udstationerede er som regel de højest lønnede i et lille datterselskab, og de 85 procent gælder for udbetalte lønninger.

Regn på din egen tilsigtede struktur i stedet for at antage, at kvoten enten er en blokering eller en formalitet. Planlæg derefter at ansætte lokalt til alt, hvad der ikke specifikt kræver en europæer, hvilket er god praksis under alle omstændigheder og er det mønster, der virker i regionen.

Hvad du skal gøre

1. Følg CA-4-perioden regionalt, pr. person, fra første indrejse.
2. Adskil besøg fra arbejde i din egen planlægning, og vær ærlig om, hvilken af delene en idriftsættelsesrejse er.
3. Se på ruten for koncerninternt udstationerede i EU-aftalen, før du ser på den generelle rute til arbejdstilladelse.
4. Søg om tilladelse før udsendelsen.
5. Stifter du et selskab, så regn den lokale personalekvote igennem på både løn og antal ansatte, og husk, at ledende medarbejdere står uden for testen på antal.

For det bredere strukturelle spørgsmål om, hvor et regionalt team skal sidde, se hvor du skal placere en mellemamerikansk operation.

Ofte stillede spørgsmål

Hvordan virker CA-4-perioden på 90 dage?

Det er én samlet opholdsperiode, der løber på tværs af Guatemala, El Salvador, Honduras og Nicaragua. Indrejse i et andet CA-4-land starter den ikke forfra, og immigrationskontrol gælder stadig ved hver indre grænse. Længden, der gives, fastsættes af betjenten ved det første indrejsested.

Kan jeg arbejde i Guatemala på et forretningsbesøg?

Nej. Et forretningsbesøg dækker møder, forhandlinger og kundebesøg. At udføre arbejde kræver tilladelse fra arbejdsministeriet, og et besøgsstempel giver den ikke.

Er der en rute til at overføre en europæisk medarbejder til et guatemalansk koncernselskab?

Ja. Associeringsaftalen mellem EU og Mellemamerika indeholder forpligtelser, der dækker forretningsrejsende og koncerninternt udstationerede, og udstationeringsruten tillader et væsentligt længere ophold. Den bliver ofte overset, fordi den står i en handelsaftale i stedet for i immigrationsmateriale.

Hvor mange udenlandske ansatte må et guatemalansk selskab have?

WTO's sekretariat registrerer, at 90 procent af medarbejderne, eksklusive ledende medarbejdere, skal være guatemalanske, og at de skal modtage mindst 85 procent af de udbetalte lønninger, medmindre en anden kvote er fastsat ved lov, eller ingen lokale medarbejdere er til rådighed. Undtagelsen for ledende medarbejdere betyder noget, og løntesten er som regel den bindende.